tirsdag den 24. januar 2012

Ældre hus "på landet"med en god beliggenhed tæt på Binderup Å og Huulmølle (part II)

Den søndag vi tog op så på huset i Binderup ådal, blev vi straks fascineret af stedet, der ved åen, og bakkerne på den anden side, i retning af Nibe. Og af hele Huulmølle-området længere oppe af vejen.

Huset selv, Elfridas hus, havde - så vidt vi kunne se udefra - også noget, i alt fald den nødvendige højde til loftet og autencitet. Vi ringede straks til ejendomsmægleren og spurgte, om ikke der lå en nøgle et sted, så vi kunne låse os ind. Det kunne vi ikke. I stedet gik vi en tur ned til åen og så at der også var skønt der.

Det blev torsdag, før vi kunne få en aftale i stand om en fremvisning. Vi tog min gamle fru moder med på vejen og nåede kun at stå nogle øjeblikke uden for huset inden mægleren kom. Vi blev låst ind og så os omkring. Mægleren prøvede at holde masken, mens han viste frem og på vanlig mæglervis, at vise, at der var muligheder i det gammelt l***. Men vi kunne selv. Vi så, og vi spekulerede.

Så kom der et ungt par, som også skulle se på huset. Han havde arbejdsbukser på og lignede en håndværker. Parret var inde i huset i 13 sekunder. - De vil rive det ned, sagde Gitte.

Da vi lidt efter kørte derfra og kun var også selv - og min fru moder - turde vi ikke andet, end at ringe til mægleren og sige at vi gerne ville købe det.

Vi overtog det hurtigt efter (og efter et besøg i banken mm) vel omkring den 1. juli 2011.

fredag den 20. januar 2012

Gitte hakker i det

Mens vi venter på fortsættelsen af købshistorien, er der her mulighed for at nyde denne lille film af Gitte, der hakker i det, dvs hakker gammelt puds af væggene i stuen:

 

Læg gerne mærke til, hvor glad Gitte er for sin helt nye murerhammer.

torsdag den 19. januar 2012

Ældre hus "på landet"med en god beliggenhed tæt på Binderup Å og Huulmølle (part I)

Overskriften ovenfor er ejendomsmæglerens overskrift til salgsannoncen, da Fridas hus blev sat til salg i juni 2011.


Den øvrige annoncetekst var denne:
"Kort afstand til Vokslev friskole og ca. 3 km. til Nibe. Huset er i dårlig stand, og modernisering eller nedrivning må forventes. Indrettet med entre, lille køkken, bryggers/grovkøkken med spisekammer, 2 disp. rum. Lille badeværelse, fyrrum og 2 værelser. Ejendommen forsynes med vand fra egen boring, og vandværket er indimellem defekt. Kloak er nedsivning med tømningsordning, og opvarmning med centralvarme. Sælger er et dødsbo, og ejendommen sælges med sædvanlig ansvarsforskrivelse."

Gitte spottede huset i begyndelsen af juni på en af netboligsiderne og viste det til mig, og jeg kan huske, at især dette billede gjorde indtryk:

 
Men også dette:


Som jeg husker det, mindede jeg efter nogle dage Gitte om huset og en søndag over frokost kørte vi op og så på det.